I Danmark er varemærker og ophavsret to vigtige juridiske begreber, som du sikkert har set i forbindelse med forskellige brandnavne, logoer eller titler.
Både varemærker og ophavsret giver en vis grad af langsigtet beskyttelse af dine værker og forhindrer andre i at bruge din intellektuelle ejendom uden tilladelse. Selvom der er ligheder, der ofte fører til forvirring, tjener varemærker og ophavsret forskellige formål.
Det er vigtigt for enhver indehaver af en mindre virksomhed at have en grundlæggende forståelse af deres forskelle og ligheder. Selvom begge beskytter intellektuel ejendom, beskytter de forskellige ting, og måden, de gør det på, gør dem til meget forskellige juridiske værktøjer. Denne guide præsenterer forskellene mellem varemærker og ophavsret, samt hvornår du skal bruge den enkelte type beskyttelse.
Hvad er et varemærke?
Et varemærke er et symbol eller ord eller en farve, form eller sætning, der er juridisk anerkendt, og som adskiller en virksomheds produkter eller tjenester fra andres. Denne beskyttelse er med til at forhindre forbrugerforvirring og uautoriseret brug fra konkurrenternes side. I mange jurisdiktioner kan varemærker også beskytte farver, hologrammer, bevægelige billeder, emballagetyper, lyde, dufte, smagsoplevelser og teksturer.
Hvad er ophavsret?
Ophavsret beskytter den intellektuelle ejendom i forhold til kreative værker såsom litteratur, visuel kunst eller musik. Ejeren af ophavsretten til et specifikt kreativt værk har eksklusive rettigheder til at vise, distribuere, reproducere og udføre værket og kan have ret til kompensation, når andre låner fra eller reproducerer aspekter af værket.
Varemærke vs. ophavsret
Beskyttelses- type |
Hvad er beskyttet? |
Beskyttelses- krav |
Beskyttelsens varighed |
Tilknyttede rettigheder |
Eksempel |
---|---|---|---|---|---|
Varemærke |
Symboler som navne, logoer og slogans, der bruges til at adskille varer og tjenester fra andre. |
Skal være distinktive og anvendt inden for handel. |
Ubegrænset eksklusiv brug af varemærket (forudsat at du fornyer det hvert 10. år). Det skal aktivt anvendes for at opretholde beskyttelsen. |
Forhindrer andre i at bruge varemærket på en måde, der kan forvirre kunderne. |
Brandnavnet og M-buen tilhørende McDonald’s. |
Ophavsret |
Litteratur, musik, kunstværker, illustrationer, videoer, software, lydoptagelser, blogartikler osv. |
Skal være originalt arbejde på et håndgribeligt medie (f.eks. en original video uploadet på YouTube). |
Ingen formel registrering i Danmark. I EU er du automatisk dækket i ophavsperso- nens liv plus 70 år. |
Kontrol over, hvordan dit ophavsretligt beskyttede værk anvendes, med eksklusive rettigheder til at reproducere, distribuere eller vise det originale værk. |
J.K. Rowlings Harry Potter- bøger. |
Selvom varemærke- og ophavsretslovgivning har visse fællespunkter, fordi de begge hører under den generelle beskyttelse af intellektuel ejendom, er der nogle væsentlige forskelle, der adskiller dem.
Elementer, der kan beskyttes
Et varemærke kan beskytte symboler som ord, logoer, designelementer og endda visse sætninger eller slogans, der kan definere din virksomheds brand. Ophavsret beskytter udtryksfulde kreationer, som du eller din virksomhed måtte producere. Disse kan inkludere (men er ikke begrænset til) litteratur, kunstværker, fotografier, softwarekode, lydoptagelser eller videoindhold.
Krav
Et varemærke skal være distinktivt og må ikke kunne forveksles med andre elementer inden for samme kontekst. I Danmark kræver varemærkebeskyttelse ikke en formel registrering, menopnås enten ved ibrugtagning eller ved registrering hos Patent- og Varemærkestyrelsen. Dog giver en formel registrering en langt stærkere beskyttelse og gør det lettere at håndhæve dine rettigheder, hvis en konkurrent forsøger at bruge et lignende varemærke uden din tilladelse
Beskyttelsens varighed
Varemærkebeskyttelse skal fornyes hvert 10. år. Ophavsretsbeskyttelse gælder derimod automatisk og varer generelt i ophavspersonens liv plus 70 år. Du kan kigge på kilder som Retsinformation, men det er altid en god idé at snakke med en specialist eller advokat.
Tildelte rettigheder
Varemærkebeskyttelse forhindrer andre i at bruge dit varemærke på en måde, der kan forvirre kunderne. Ophavsret giver dig den enestående ret til at reproducere dit værk. Det betyder f.eks., at andre ikke må genudgive et ophavsretligt beskyttet blogindlæg på deres egen hjemmeside.
Hvornår har du brug for et varemærke vs. ophavsret?
Virksomheder bruger ofte varemærker til at beskytte brandidentitet og goodwill. Dette inkluderer materiale knyttet til logoer, visse unikke designelementer tilhørende det pågældende logo og i nogle tilfælde særligt marketing- eller brandingsprog såsom identificerende slogans.
Hvis din virksomhed bruger visse stilistiske brandingelementer til at adskille dine varer eller tjenester fra andre på markedet, kan du overveje at ansøge om varemærkebeskyttelse af dem. Et registreret varemærke giver dig mulighed for at benytte juridiske retsmidler, hvis en konkurrent kopierer noget af eller al din branding for at lokke dine kunder væk.
Men vær obs på, at det går begge veje: Hvis en nær konkurrent allerede har registreret et lignende varemærke, kan det være umuligt at opnå en registrering, fordi konkurrenten kan modsætte sig ansøgningen.
Ophavsret beskytter kreative værker, som din virksomhed har produceret, såsom virksomhedens litteratur, videoindhold eller et kunstnerisk værk af en eller anden art. Ligesom varemærkebeskyttelse giver ophavsret mulighed for at gå rettens vej, hvis nogen misbruger dit værk.
Hvad er fordelene ved beskyttelse?
National og international anerkendelse
Både registrerede varemærker og ophavsret beskytter dine aktiver, dvs. ingen kan bruge dem uden din tilladelse. Disse restriktioner gælder landsdækkende og i tilfælde af ophavsret også i andre lande. Når det drejer sig om varemærker, kan du vælge at søge registrering i mere end ét land. Du kan f.eks. ønske at ansøge om registrering i alle de jurisdiktioner, hvor du driver virksomhed.
Juridisk formodning om ejerskab
Registrering af et varemærke betyder, at du kan antages som værende den juridiske ejer af din virksomhed. Dette betyder, at hvis nogen indleder en retssag om varemærket, er du anerkendt som den juridiske ejer, hvilket gør det lettere at håndhæve rettigheder mod dem, der krænker.
Varemærkeregistrering i Danmark gælder naturligvis i hele landet, men vær opmærksom på, at man i nogle lande, f.eks. USA og Canada, kan opnå rettigheder til at bruge et varemærke visse steder uden at registrere det. I disse tilfælde er rettighederne dog begrænset til det geografiske område, hvor varemærket bliver brugt.
Juridiske retsmidler
Hvis du ejer et varemærke eller ophavsret, kan du sagsøge personer, der krænker dine rettigheder. Hvis du beskytter dit brandnavn med et varemærke, må konkurrenterne ikke udnytte navnet og forvirre kunderne til at tro, at du er tilknyttet dem, og hvis de gør det, kan dit varemærke give dig mulighed for at hive dem i retten.
Ophavsretsloven beskytter dig også, hvis nogen bruger dit originale værk uden tilladelse. Hvis nogen f.eks. har offentliggjort dine produktfotos uden samtykke, kan du anlægge sag mod dem, ligesom med varemærker.
Afskrækkende effekt mod krænkelse
Registrering af et varemærke eller ophavsret styrker din brandidentitet, hvilket gør det muligt for din virksomhed at opbygge tillid og loyalitet, samtidig med at du beskytter din intellektuelle ejendom på markedet. Personer, der kan finde på at handle i ond tro, vil desuden være mindre tilbøjelige til at krænke din beskyttelse, hvis de ved, at du kan sagsøge dem for uautoriseret brug.
Mulighed for at sagsøge ved domstol
I Danmark kan du sagsøge for krænkelse af både ophavsret og varemærke ved en domstol, og de to områder reguleres af hver sin lovgivning.
Du kan godt tage et varemærke i brug uden at have en formel godkendt registrering, men risikerer at stå med en betydeligt tungere dokumentationsbyrde, hvis du på et tidspunkt får brug for at køre en krænkelsessag.
Almindelige misforståelser om varemærke vs. ophavsret
Følgende udsagn er alle almindelige misforståelser. Her kan du læse mere om, hvorfor de er forkerte, og hvad varemærke- og ophavsretslovgivningen rent faktisk siger.
Varemærker og ophavsret er det samme
Varemærker og ophavsret er ikke det samme, og der er flere forskelle. Det gælder f.eks. de typer indhold, der kan beskyttes, da disse varierer i henholdsvis varemærke- og ophavsretsloven. Varemærker bruges primært til at beskytte symboler, ord og sætninger, mens ophavsret beskytter en bredere vifte af kreative værker såsom lydoptagelser, bøger eller kunstværker udtrykt gennem mange forskellige medier.
Ophavsret beskytter idéer, ikke kun udtryk
Ophavsretslovgivningen tillader ikke beskyttelse af en idé, men du kan beskytte den måde, hvorpå idéen kommer til udtryk. For eksempel kan du ikke beskytte et teoretisk koncept, som du har forklaret i en bog eller artikel, men du kan ophavsretsbeskytte den måde, du rent praktisk har udtrykt det på.
Varemærker varer evigt og skal ikke fornyes
Varemærker gælder ikke på ubestemt tid. Et varemærke gælder i teorien lige så længe, som indehaveren bruger det inden for almindelig handel, men i praksis er brugen af varemærket alene ikke tilstrækkeligt til at dokumentere kontinuerlig, almindelig brug.
I Danmark skal registreringen af et varemærke fornyes hvert 10. år, beregnet fra ansøgningsdatoen, for at dokumentere, at varemærket fortsat er i brug. Der skal også betales et fornyelsesgebyr. Hvis du undlader at gøre det, vil varemærket blive anset for "dødt", hvilket betyder, at en anden part potentielt kan overtage og registrere det. Fornyelse er også påkrævet i de fleste andre lande, hvor man måtte have registreret sit varemærke.
Du skal registrere et varemærke for at have juridiske rettigheder
Du har maksimal varemærkebeskyttelse, når dit varemærke er formelt registreret. I Danmark opererer man dog også med begrebet "ibrugtagne varemærker", hvor hyppig og omfattende brug i princippet kan give dig retten til et varemærke. Skulle du ende i en tvist omkring varemærket, kan du imidlertid risikere at stå med en væsentligt tungere bevisbyrde, fordi det er sværere at dokumentere ejerskabet af varemærker, der ikke er formelt registreret. Det er en af grundene til, at juridisk registrering hos Patent- og Varemærkestyrelsen er den bedste metode til at afskrække andre fra at bruge dit varemærke.
Ophavsret skal registreres
I Danmark er det ikke muligt at opnå en formel registrering af ophavsretten til et kreativt værk. Ophavsretslovgivningen beskytter automatisk ethvert originalt værk, du har produceret, såsom en video, illustration eller lydoptagelse. Berettigede værker skal være i en håndgribelig form (f.eks. tekst offentliggjort på din hjemmeside) og helt originale. I andre lande kan der dog være krav om formel registrering af ophavsretten for at opnå juridiske rettigheder.
Varemærker beskytter kun logoer
Varemærker kan beskytte ethvert symbol, ord eller enhver sætning, der beskytter din virksomheds intellektuelle ejendom, og det betyder, at varemærkeloven ikke er begrænset til logoer. McDonald’s, for eksempel, har beskyttet produkt- og servicenavne som "McDelivery", "McNugget" og "Egg McMuffin" for at forhindre andre fastfoodkæder i at bruge de samme navne til deres produkter.
Varemærker kan også dække dufte, lyde og farver såsom løven, der brøler i starten af alle MGM-film, eller UPS’s karakteristiske farve Pullman-brun.
Dette indlæg er en forenklet, overordnet introduktion til nogle aspekter af varemærke- og ophavsretsbeskyttelse. Intellektuel ejendom er en kompleks størrelse, og lovgivningen varierer fra land til land. For at få mere omfattende information eller rådgivning, der gælder for dine specifikke omstændigheder, anbefaler vi på det kraftigste, at du kontakter en advokat eller anden relevant juridisk fagperson i din jurisdiktion.
Ofte stillede spørgsmål om varemærke vs. ophavsret
Skal jeg beskytte en sætning med varemærke eller ophavsret?
Korte sætninger kvalificerer sig generelt ikke til ophavsretsbeskyttelse. Derfor registrerer de fleste virksomheder i stedet sætninger eller slogans som et varemærke, hvis de bruger dem til at adskille deres produkter fra andre på markedet.
Bør et slogan beskyttes med ophavsret eller varemærke?
Slogans bliver typisk beskyttet med varemærke frem for ophavsret for at beskytte imod, at tredjeparter anvender det uden godkendelse. Du har ret til at lægge sag an mod enhver, der bruger dit varemærke uden at have fået lov.
Er det bedre at beskytte et logo med ophavsret end et varemærke?
Selvom ophavsret i princippet beskytter dit logo, hvis det er dit originale værk, sikrer varemærkning af et logo en bredere beskyttelse, der f.eks. forhindrer andre i lovligt at kopiere dit logo eller anvende lignende mærker, der kan skabe forvirring på markedet i forhold til dit brand og dets konkurrenter.
Hvor længe gælder et varemærke?
Varemærker gælder så længe, at varemærkeindehaveren fortsætter med at bruge mærket, navnet, designelementet eller sloganet og fortsætter med at forny registreringen af det. Hvis et varemærke tages ud af brug, kan det blive betegnet som "dødt" og gøres tilgængeligt, således at en anden part har mulighed for at registrere det.
Kan jeg beskytte mit firmanavn med ophavsret?
Du kan ikke beskytte et firmanavn med ophavsret, da ophavsretsbeskyttelse som udgangspunkt ikke gælder for titler, slogans eller korte sætninger.
Kan jeg beskytte mit firmanavn med varemærke?
Du kan beskytte dit firmanavn samt eventuelle logoer, designelementer eller marketingudtryk, der er unikke for dit brand, med varemærke.