At være sin egen chef er en drøm for mange mennesker. Mange længes efter den kreative kontrol, de fleksible arbejdstider og den frihed, der følger med at være iværksætter.
Men der er meget arbejde bag kulisserne. Iværksætteri indebærer bl.a. en masse planlægning, strategi og dedikation. Hvis du altid har ønsket at prøve kræfter med iværksætteri, men endnu ikke har taget springet, er her en syv-trins guide til, hvordan man bliver iværksætter.
7 trin til, hvordan man bliver iværksætter
- Vælg en profitabel forretningsidé
- Udvikl et produkt
- Test din produktidé
- Lav en forretningsplan
- Ansøg om finansiering
- Lancér din nye virksomhed
- Uddan dig selv løbende
1. Vælg en profitabel forretningsidé
Den produktkategori, du vælger, er kernen i din online forretning og vil være noget af det vigtigste, du skal forholde dig til.
Selvom det "perfekte" produkt måske ikke eksisterer, er der bestemt måder at minimere risikoen for at fejle ved at vælge et produkt og en niche, der har mere medvind end modvind. Brug nedenstående kriterier som retningslinjer til bedre at forstå fordele og ulemper ved det produkt, du overvejer – og forhåbentlig øge dine samlede chancer for succes.
Resonnerer dit produkt med en bestemt hobby eller løser det et problem?
Det er altid en fordel at sælge produkter, der taler ind i folks hobbyer eller løser et problem. En anden fordel er, at når du sælger produkter, der opfylder et af disse krav, så vil markedsføringsomkostningerne ofte være lavere, eftersom nye kunder aktivt søger efter en løsning. På den måde behøver du ikke markedsføre dit produkt så intensivt for at få kunder i butikken.
Har produktet vækstpotentiale? Er det en dille eller trend?
Der findes mange råd derude, til hvordan man bliver iværksætter, og et af dem er dette: Pas på med at bygge din forretning op om en dille – de kan være ret uforudsigelige. Stabile markeder er sikre, mens markeder med vækstpotentiale er ideelle. At forstå, hvor dit produkt og din niche ligger, kan få stor betydning for, om du får succes eller skyder forbi målskiven.
For bedre at forstå forskellene på en dille, en trend, et stabilt marked og et vækstmarked har vi defineret dem herunder.
Dille
En dille er noget, der vokser i popularitet over en meget kort periode og forsvinder lige så hurtigt igen. Der kan være indtjeningspotentiale ved at tage udgangspunkt i en dille, hvis din indtræden og exit fra målmarkedet er timet perfekt, men dette kan være svært at forudsige, og risikoen for, at noget går galt, er stor – det er bedre at bygge din virksomhed på et mere solidt fundament. Husker du fidget spinners? Det håndholdte legetøj var det helt store i 2017, toppede i popularitet og blev derefter næsten helt irrelevant fra den ene dag til den anden.
Trend
Vi definerer her en trend som den retning, markedet for et produkt ser ud til at tage på længere sigt. I modsætning til en dille, stiger en trend ikke lige så hurtigt i popularitet, den varer længere, og den bliver ikke lige så hurtigt upopulær igen. Populære produkter kan nogle gange også udvikle sig til langsigtede vækstmarkeder, selvom dette kan være svært at forudsige.
Stabilt marked
Et stabilt marked er et, der generelt er immunt over for chok og bump. Det går hverken tilbage eller er i vækst, men holder sig stabilt over en længere periode. Markedet for smartphones, tøj og tilbehør har for eksempel opretholdt et stabilt niveau af popularitet i mange år.
Vækstmarked
Et vækstmarked er et, der er i kontinuerlig vækst, og som viser tegn på en langsigtet eller et permanent markedsskift. Det globale marked for sports- og fritidstøj er et godt eksempel: Markedet vækstede stort i 2010'erne og endnu mere under COVID-19-pandemien. Branchen forventes at runde en markedsværdi på 450 milliarder dollars inden 2028.
Hvordan ser konkurrencen ud?
Hvordan ser det konkurrencemæssige landskab ud for dit valgte produkt og niche? Er du først på markedet? Er der få konkurrenter, eller er markedet mættet med folk, der sælger det samme produkt eller retter sig mod den samme niche?
Hvis du er den første (eller blandt de første) på markedet, bør du foretage en grundig markedsundersøgelse for at finde ud af, om der rent faktisk er interesse for dit produkt. Hvis der allerede er nogle konkurrenter i området, og de ser ud til at klare sig relativt godt, er det et godt tegn.
Ligeledes, hvis der er mange konkurrenter på markedet, så er det også et tegn på, at der er interesse og efterspørgsel. Du skal dog sandsynligvis finde ud af, hvordan du kan differentiere dit brand og dine produkter fra mængden af konkurrenter for at skabe din egen plads.
2. Udvikl et produkt
Når du har besluttet, hvad du vil sælge, er der flere muligheder for produktudvikling. Du kan f.eks. lave dine egne produkter i hånden, ligesom keramikerne hos Studio Holdbar. Eller du kan alliere dig med en producent, som producerer og leverer din produktidé efter dine specifikationer, f.eks. som teamet hos West Path gør med deres mexicanske tæpper.
Du kan også købe engrosprodukter direkte fra uafhængige brands. Med denne mulighed køber du mængdevarer, der er klar til videresalg på detailmarkedet. Shopify har indgået partnerskab med Faire, den førende online engrosplatform, for at forenkle denne købsproces, der forener hundredtusindvis af uafhængige brands og detailhandlere fra hele verden. Du kan installere appen Faire: Buy Wholesale for at synkronisere produkter i din Shopify-administration.
En anden god mulighed til, hvordan man bliver iværksætter, er at give sig i kast med dropshipping – især hvis du ikke vil have et varelager. Dropshipping er, når en kunde køber en vare fra dig, og du i stedet køber den vare fra en tredjepart. Tredjeparten sender derefter varen direkte til kunden, så du aldrig behøver at opbevare, håndtere eller sende produkter.
Hvis du laver dine egne designs til t-shirts, kunsttryk, krus osv., er en lignende mulighed at tilbyde print on-demand. Print on-demand er, når du samarbejder med en leverandør for at få trykt dine egne designs på varer, der først sættes i produktion, idet en kunde køber dem. På denne måde sælger du kun den mængde af produkter, som der er efterspørgsel efter, og du behøver aldrig at opbevare eller sende produkterne selv.
3. Test din produktidé
Næste skridt er at validere din produktidé. Dette er processen, hvor du finder ud af, om du sælger produkter, der virkelig er efterspørgsel på. Den virkelige produktvalidering sker, når du laver dine første salg. Så før du investerer for meget tid eller penge i din nye produktlinje, er det en god idé at starte småt ud og teste din idé først.
Du kan bygge en “kommer snart”-side for at opbygge spænding. Eller gøre det muligt for folk at forudbestille dit produkt for at se, om interessen er der. Ejerne af Jaswant’s Kitchen – en canadisk-baseret butik der sælger naturlige indiske krydderier og madlavningssæt – testede interessen for deres produkter ved først at sælge på fysiske messer.
Når du har lavet et par salg, vil du bedre kunne be- eller afkræfte efterspørgslen på det, du sælger.
4. Lav en forretningsplan
Så snart du har testet interessen for dit produkt, er et af de vigtigste skridt, til hvordan man bliver iværksætter, at lave en forretningsplan. En forretningsplan er et dokument, der skitserer stort set alt om din virksomhed. Den bør indeholde følgende kerneinformationer: hvem du vil markedsføre til, din forretningsmodel, hvad du vil tage for hvert produkt, de produktlinjer, du vil starte med, og din markedsføringsstrategi.
Selvom det er fristende at lægge ud med de sjove ting – som f.eks. at oprette dine sociale mediekonti eller designe dit logo – sikrer en forretningsplan, at du holder dig på sporet, og at du har en solid, velovervejet strategi at følge.
5. Ansøg om finansiering
Succesfulde virksomheder koster penge, især hvis du planlægger at sælge dit eget produkt. Selvom du kan geninvestere noget af virksomhedens første overskud, har mange virksomheder brug for en form for likviditet. Her er nogle af de mest populære løsninger:
- Selvfinansiering. Hvis du har midlerne, kan du finansiere din egen virksomhed. Du skal dog sikre dig, at du kan bære omkostningerne i et stykke tid. Nogle virksomheder opnår hurtigt et afkast, mens det for andre kan tage flere år.
- Optag et erhvervslån. En anden mulighed er at optage et lille erhvervslån. Kontakt din bank for at høre mere om dine muligheder.
- Få penge fra venturekapitalvirksomheder. Kapital kan opnås gennem såkaldte business angels eller ventureinvestorer. Disse akkrediterede investorer giver finansiering til startups og virksomheder, som befinder sig på et tidligt stadie. Til gengæld for deres investering modtager de ejerandele eller konvertibel gæld – et lån, der kan konverteres til egenkapital i fremtiden.
Shopifys undersøgelser viser, at iværksættere i deres første år ofte bruger flest penge på produktomkostninger (f.eks. råmaterialer, lageropbevaring, leverance, produktion, patenter osv.).
6. Lancér din nye virksomhed
Undgå overtænkning: Du bliver iværksætter gennem handling og hårdt arbejde. Opret en tjekliste for lanceringen. Det er også en god idé at sikre dig, at alle markedsføringsaktiviteter – såsom organiske opslag på sociale medier – er opsatte og klar, inden du for alvor går i luften. Derudover bør du have en plan for, hvordan du vil håndtere kundehenvendelser, eller i det mindste tilbyde en nem måde for kunderne at kontakte dig på, hvis de har brug for hjælp.
Derefter kan du lægge al din tid og energi i at lave dine første salg. Du kan altid optimere din egen markedsføring og metoder til at skaffe kunder senere.
7. Uddan dig selv løbende
Hvis du gerne vil vide, hvordan man bliver iværksætter, og hvad det reelt indebærer, så lærer du det bedre ved at drive din egen virksomhed end ved at følge et erhvervsrettet fag i skolen. Jo mere tid du bruger på at uddanne dig selv og lære fra andre, desto mindre vil risikoen være for, at du laver dyre fejl. Du vil samtidig kunne innovere, hvor andre ikke har kunnet. Du kan vælge at arbejde med en mentor, læse bøger om iværksætteri, tage kurser, lytte til erhvervspodcasts eller endda abonnere på nyhedsbreve. Vælg den metode, der fungerer bedst for dig, men sørg for, at du aldrig stopper med at lære.
Udfordringer ved iværksætteri
Iværksætteri er som at begive sig ud på et episk eventyr, og der findes ikke kun én vej til, hvordan man bliver iværksætter. Forestil dig selv som helten i din egen historie, klar til at møde de udfordringer, der følger med det at bygge en virksomhed fra bunden. Når du starter en virksomhed, vil du ofte have mange forskellige roller. Du vil både være direktør, revisor og ansvarlig for hele virksomhedens markedsføring. Det kan være spændende, men også udmattende. Derudover kan du risikere at støde på udfordringer såsom:
- Pengeproblemer: At starte en virksomhed indebærer ofte at bruge penge, før du tjener nogen.
- Frygt for fiasko: Med så meget på spil er det normalt at bekymre sig om, hvordan det hele kommer til at gå.
- Hård konkurrence: At skille sig ud i et mættet marked kan være svært.
- Udfordringer med work-life-balance: Din passion for din virksomhed kan gøre det svært at koble af.
Men lad ikke disse udfordringer afskrække dig. Mange iværksættere synes, at det at overvinde disse forhindringer er noget af det, der gør rejsen så givende. Husk, at man skal starte et sted, og mange succesfulde iværksættere er startet lige der, hvor du er nu.
Hvor kan man finde hjælp til, hvordan man bliver iværksætter?
Du behøver ikke være alene om din iværksætterrejse eller de udfordringer, du kan støde på undervejs. Heldigvis findes der flere steder online, hvor du kan finde nyttige ressourcer og fællesskaber for iværksættere:
- Shopify: Mange kommende iværksættere har ikke en formel uddannelse; de har bare taget springet og lært undervejs. Derfor er det vigtigt, at du bevidst arbejder for at lære og uddanne dig løbende, i takt med at din forretning vokser. Shopify tilbyder gratis iværksætterressourcer, herunder kurser og videomateriale, som du kan bruge til at opbygge dine færdigheder og viden og nå dine mål.
- Erhvervsstyrelsen: Her kan du finde nyttig information om alt det “tørre”, f.eks. krav til bogføring og regnskab, samt vejledninger og hjælp til opstart af virksomhed, indberetning af årsrapport og meget mere.
- Amino: Amino er et online forum for iværksættere og selvstændige erhvervsdrivende, hvor man kan deltage i debatter, læse ekspertblogs og finde ressourcer, til hvordan man bliver iværksætter og driver virksomhed. Platformen tilbyder også adgang til Danmarks største virksomhedsbørs, freelancer-tjenester og muligheder for at finde kapital.
- Skattestyrelsen: Glem ikke at betale skat! Hold dig opdateret med de seneste skattekrav og bliv klogere på alt om skat og moms på Skattestyrelsens hjemmeside.
- Seed Capital: Find potentielle investorer til din virksomhed ved hjælp af Seed Capital, som tilbyder finansiering til virksomheder i Norden.
- IVN: IVN er et netværk for iværksættere, hvor du kan blive medlem og få adgang til netværksgrupper og spændende begivenheder.
- Entrepreneur’s Organization (EO): Entrepreneur’s Organization er et globalt støttenetværk med over 14.000 iværksættere og ledere. EO tilbyder mentorordninger og netværksmuligheder, der er perfekte for nye iværksættere.
- Startup Grind: Startup Grind er et globalt fællesskab, som er oprettet med henblik på at uddanne, inspirere og forbinde iværksættere. Gruppen afholder mange events, der forbinder over 3,5 millioner iværksættere.
Bliv den bedste virksomhedsejer, du kan være
Det er ikke altid let at starte en virksomhed. Det er endnu sværere at få den til at vækste. Du kan føle, at du ikke er klar til at eje en virksomhed, men hvis du er nået hertil, så er du klar. Det hele starter med en idé, som du brænder for. Hvis du kan omsætte den idé til noget, der løser virkelige problemer, er du godt på vej til at blive en succesfuld iværksætter.
Oftest stillede spørgsmål om, hvordan man bliver iværksætter
Hvad skal jeg gøre for at blive iværksætter?
For at blive iværksætter skal du følge disse trin: 1. Find en profitabel forretningsidé; 2. Udvikl dit produkt; 3. Undersøg interessen for dit produkt; 4. Skriv en forretningsplan; 5. Skaf finansiering; 6. Lancér din virksomhed; og 7. Sørg for at uddanne dig og lære fra andre løbende.
Hvilke kvalifikationer har jeg brug for for at blive iværksætter?
For at blive iværksætter behøver du ikke formelle kvalifikationer, men færdigheder som problemløsning, tilpasningsevne og vedholdenhed er vigtige. Afhængigt af din branche eller virksomhedstype kan det dog være en fordel at have certificeringer eller en formel uddannelse.
Hvor meget bør jeg spare op, før jeg starter en virksomhed?
Vi anbefaler, at du sigter efter at have nok opsparing til at dække dine personlige udgifter og indledende forretningsomkostninger i mindst 6 til 12 måneder.
Behøver jeg en erhvervsrettet uddannelse for at få succes som iværksætter?
Du har ikke brug for en erhvervsrettet uddannelse for at få succes som iværksætter. Mange succesfulde små virksomhedsejere har forskellige uddannelsesbaggrunde. En erhvervsrettet uddannelse kan give dig viden og færdigheder inden for områder som finans, marketing og ledelse, hvilket kan være nyttigt, når du driver en virksomhed.
Hvad kendetegner en iværksætter?
- Passion
- Vedholdenhed
- Ambition
- Drivkraft til at løse problemer
- Ønske om at realisere forretningsidéer
Får iværksættere løn?
Ifølge ivaerksaetteri.dk tjener iværksættere i Danmark mellem 300.000-600.000 om året. Det tal varierer dog afhængigt af faktorer som bl.a. branche, produkter, salgssted og mere. Iværksættere kan udbetale løn til sig selv af virksomhedens overskud. Vær opmærksom på, at der gælder forskellige regler for udbetaling af løn til dig selv som selvstændig erhvervsdrivende, afhængigt af hvilken virksomhedsform du vælger.